"Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om der er en boligboble, når vi ser på landsplan. Hvis der er noget, der kunne ligne starten af en boble, så er det på lejlighedsmarkedet i København, men ikke generelt på landsplan", sagde Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS, til et arrangement i Finansforbundet i onsdagden 9. september med titlen: 'Boligmarkedet – brister boligboblen?'.
Han refererede blandt andet til, at tal fra Boligsidens Markedsindeks i sidste uge viste, at boligprisstigningerne i København stagnerede i august. Alarmklokkerne ringer derfor ikke så kraftigt for en boligboble, men der er grund til, at mange bliver nervøse, mener han.
"Det er klart, at man begynder at tale om en boligboble, fordi vi har boligboblen fra 2007 i meget frisk erindring", siger Jesper Rangvid.
Svært at forudse en boble
Selvom han ikke ser en ny boligboble lige i øjeblikket, kan han ikke garantere, at den ikke opstår.
"Statistik viser desværre, at økonomer ikke nødvendigvis har den bedste 'track record' i forhold til at varsle blandt andet boligbobler. Det, man tror sker, er sjældent det, der rent faktisk kommer til at ske", siger Jesper Rangvid.
Ifølge Jesper Rangvid viser prognoser ikke et økonomisk opsving i 2015, men en fastholdelse af den lave rente plus et opsving kan give en boligboble, mener han.
"Selvom et klart opsving måske ikke kommer i 2015, er det realistisk, at det kommer, når man tager de lave oliepriser, den lav rente, osv. i betragtning. Hvis et sådant opsving medfører pres på lønstigninger, kan det skabe pres på boligmarkedet, og det kan skabe en boligboble", siger han.