Har fagbevægelsen oplevet sine bedste dage? Havde den sin berettigelse i industrialiseringens første dage, hvor arbejderne krævede 8-8-8 – otte timers arbejde, otte timers fritid og otte timer til at sove i? Og har den nu sejret ad helvede til, som LO's legendariske formand Thomas Nielsen erklærede i 1982, hvor vi har en kortere arbejdsuge, længere ferier og bedre løn – og hvor vi i øvrigt er stærke og veluddannede nok til at aftale vores kontrakter selv?

Finansforbundets formand, Kent Petersen, er ikke i tvivl. Sjældent har udfordringerne på arbejdsmarkedet været så store, som de er nu, og de bliver ikke mindre i de kommende år. Jobbene bliver mere og mere videnstunge, men selv med lange akademiske uddannelser har man ingen jobsikkerhed. Der tales om jobløs vækst. Digitaliseringen er en realitet. I den finansielle sektor er der konstant nye måder at håndtere penge- og betalingsstrømme på. Googles biler kører førerløst rundt, og IBM's Watson slår den bedste menneskelige quizmester. Kunstig intelligens og kognitiv computing vil sætte nye rammer.

"I den kontekst er vi så vigtige som nogensinde. Vores medlemsnære opgaver er ændret fra ensidigt at fokusere på overenskomster og regler til at understøtte vore medlemmer i den udvikling. Vores kerneopgave bliver at sikre medlemmernes employability og sikre dem et godt arbejdsliv i eller uden for sektoren", siger Kent Petersen, men han understreger også, at det ikke er gjort med det.

"Også de overordnede rammer er under stærk forandring. Der sker en centralisering af beslutningerne både på det private og det offentlige arbejdsmarked. DI og CO-industri fylder meget på det private arbejdsmarked, og Finansministeriet står tungt på det offentlige. For slet ikke at tale om EU, der både direkte og indirekte spiller en stor rolle på arbejdsmarkedet", siger Kent Petersen.

"Fagbevægelsen står over for en række store udfordringer, og mange ting skal overvejes på ny. Modellen, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere sammen forhandler sig frem til løn og arbejdsforhold, og hvor de faglige organisationer har været med til at sætte præg på pensionssystemer, velfærdsydelser og uddannelse af arbejdskraften, er under pres".

Det er blandt andet i lyset af den centralisering, Kent Petersen ser en mulig fusion af LO og FTF til en helt ny, stærk hovedorganisation som en god ting.

Et ræs mod bunden

Fagbevægelserne i Skandinavien har været stærke aktører i samfundene, og uden en fagbevægelse havde vores samfund set meget anderledes ud. Vi har trygge samfund med meget lige muligheder og en grundlæggende tillid mellem borgerne. Vi får en løn, man kan leve af, og der er et socialt sikkerhedsnet, hvis man skulle miste arbejdet. Det har karakteriseret Danmark og de andre nordiske lande, og det er langt hen ad vejen fagbevægelsens fortjeneste.

Men medlemstallet daler. Økonomien er træg. Nye korttidsansættelser og kontraktansættelser vinder udbredelse. Demografien er imod os. Udenlandske virksomheder konkurrerer. Østeuropæere udfordrer. Uligheden stiger. Politikerne presser, og EU harmoniserer.

Fronterne mellem arbejdstagere og arbejdsgivere bevæger sig hele tiden. Nogle gange er de knap til at få øje på. I gode tider er det den fælles forståelse og de fælles interesser, der dominerer. I krisetider bliver kanterne skarpere.

Det er ikke længere så tit, man hører om begreber som "det udviklende arbejde" og "det gode arbejdsliv", og fagbevægelsen har haft vanskeligt ved at få arbejdsgiverne med på tankegangen om "den sociale kapital". Først var der den økonomiske krise. I de senere år er globaliseringen i højere og højere grad blevet udfordringen. Det er blevet let at eksportere opgaver og importere billig og villig arbejdskraft uden tradition for faglig organisering. Desuden vil aktionærerne se afkast efter en række magre år.

"Tyskland er udråbt som det europæiske mirakel. Men 'miraklet' er i høj grad kommet i stand ved at forværre løn- og arbejdsvilkår. Der sker et ræs mod bunden med pres på lønninger og ophævelse af den sociale kontrakt, hvor væksten er eksportdrevet, og hvor efterspørgslen på hjemmemarkedet ikke rykker. Og vi ser, hvordan internationale selskaber som Ryanair farer frem", vurderer Ceveas udviklingschef, Rune Baastrup.

Ryanair-sagen har afsløret månedslønninger på ned til 10.000 kroner, ingen fast arbejdstid, ingen løn under sygdom, et års prøvetid, egenbetaling for leje af uniform de første 12 måneder, forbud mod at give informationer til pressen, risiko for at blive sendt på orlov på ubestemt tid og mindst fire ugers tvungen og ubetalt orlov – altså selvbetalt ferie.

"Selvfølgelig skal lønarbejderne også selv spytte i næverne, holde sig opdaterede og kompetencerne ajour, så der er ræson i kravet om en ordentlig løn. Og heldigvis ser vi nu også en modbevægelse og et meget større fokus på social dumping end for fem år siden. Men for arbejdsgivere er incitamentet til at investere i arbejdskraften mindsket, når der er meget let adgang til at hente billig arbejdskraft udenlands", siger Rune Baastrup.

Sektorens udfordringer

Medarbejderne i den finansielle sektor er ikke helt så udfordrede af billig importeret arbejdskraft. Her ligger udfordringen snarere i automatisering, digitalisering og i immaterialisering. Utroligt meget kan samles i en mobil, som overflødiggør både arbejdskraft og mursten.

Der er kommet en helt ny dybde i, hvad maskinerne kan. Deep learning-algoritmer kan lære at kredit- og risikovurdere bedre end nogen bankmedarbejder. Forbrugsmønstre kan kortlægges effektivt via netadfærd, markedsføringen kan målrettes, helt uden at der er mennesker involveret.

"Det er en kamp mod vindmøller at stoppe den udvikling. Og her er 'den danske model' hård. Ansættelsessikkerheden er ikke stor. Grundsynet er, at virksomheder og arbejdspladser kun skal opretholdes på markedsvilkår. Tankesættet er: Lad falde, hvad ikke kan stå. Derfor skal lønmodtagerne være på forkant med deres fag", siger Rune Baastrup, der netop peger på den sparring med medlemmerne som en helt central opgave for den moderne fagforening.

Også på det felt ser Kent Petersen en ny og progressiv rolle for fagbevægelsen.

"Vi vil ikke bare sikre det enkelte medlems employability og dermed en plads på fremtidens arbejdsmarked. Vi vil også være med til at sætte vores præg på innovation og dannelse af nye virksomheder. Helt konkret er Finansforbundet for eksempel i gang med at skabe et 'iværksættermiljø' ved at åbne et laboratorium for fintechiværksættere i samarbejde med blandt andet Københavns Kommune, Nets og Saxo Bank".

En del af samfundsmodellen

Ligesom Rune Baastrup peger Søren Kaj Andersen, lektor og centerleder ved FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier), Københavns Universitet, på fagbevægelsens dybe rodfæste i det danske samfund.

"Fagbevægelsen er en så integreret del af vores samfundsmodel, at det ikke går at tænke Danmark uden, og man skal passe på med dommedagsprofetier. Der er langt fra en halvsløj formkurve til bevægelsens snarlige død. I Danmark er størstedelen af lønmodtagere fortsat organiserede. Vi skal ikke langt ned i Europa, før vi ser anderledes lave organisationsprocenter. Og selv her har fagbevægelsen alligevel en væsentlig indflydelse, både på løn, arbejdsforhold og bredere samfundsmæssige spørgsmål", siger Søren Kaj Andersen.

Desuden påpeger Søren Kaj Andersen et skift i arbejdsstyrken som en af forklaringerne på faldende medlemstal. De traditionelle industriarbejdere, som historisk har været rygraden i fagbevægelsen, bliver færre. Nu kommer der flere og flere medarbejdere i brancher, der ikke tidligere har været stærkt organiseret, og der kommer flere højtuddannede.

"Man skal tage handsken op. Der skal måske arbejdes lidt hårdere for at få medlemmer, men fagpolitiske fællesskaber er også noget for medarbejdere i den private service og for højtuddannede. Finansforbundet er jo selv et glimrende eksempel på, at også folk med længerevarende uddannelser har en høj organisationsgrad", siger Søren Kaj Andersen.

Europa skal indtages

Men også Søren Kaj Andersen ser udfordringer. Fagbevægelsen er national, og økonomien er international.

"Fagbevægelsen som national bevægelse er udfordret, når så mange beslutninger bliver taget internationalt. Så et af de store spørgsmål er, hvordan fagbevægelsen skal agere på den europæiske scene. Den danske fagbevægelse har traditionelt tænkt: 'Ja, ja, EU er fint nok, hvis vi kan være med til at løfte niveauet hos de andre. De skal bare ikke blande sig i, hvad der skal ske her hos os'.

Men påvirkningen går også den anden vej. Og her er der en udfordring for fagbevægelsen i at komme ind på den europæiske scene og blive dygtigere til at påvirke. En enkelt medarbejder og en praktikant i Bruxelles batter ikke meget. Arbejdskraftens fri bevægelighed og udstationering er vanskeligt stof. Den politiske kampplads i Europa skal indtages. Det nytter ikke noget at hænge i ringhjørnet. Alliancer, klare strategiske mål og kontakter skal der til i meget højere grad", vurderer Søren Kaj Andersen.

Både Rune Baastrup og Søren Kaj Andersen peger på den udfordring, der er i en krisesituation, når man har en fælles valuta. Den eneste måde, et land kan forbedre sin konkurrenceevne på i den situation, er en "indre devaluering". Det er det samme som et pres mod arbejdsmarkedet med lavere lønomkostninger og dårligere arbejdsmarkedsforhold. Noget, som kun kan adresseres af en samlet europæisk fagbevægelse.

At skabe vellykkede politiske fællesskaber er ifølge den verdensberømte politiske filosof Francis Fukuyama ikke kun en vanskelig kunst, men det er også en af de vigtigste. Og i den kunst spiller fagbevægelsen stadig en helt afgørende rolle.